Når du lejer en bolig hos Pless Ejendomsselskab
Nedenfor kan du læse mere om, hvad det vil sige at bo til leje hos os, og hvad du skal være særligt opmærksom på, når du indgår i en lejeaftale med os.
Hvis du har spørgsmål til noget andet, som ikke er oplyst her, er du velkommen til at kontakte os på telefon 8282 1144 eller på mail kontakt@pless-ejendomme.dk.
Værd at vide, inden du flytter ind hos os
Opkrævning af leje
I den periode, du bor i boligen, skal du betale leje hver måned eller hvert kvartal, alt efter hvad der er aftalt i din lejekontrakt.
Lejen skal betales den 1. i hver måned. Er den 1. en lørdag eller helligdag, forfalder lejen først den første hverdag herefter.
Lejen skal indbetales til Proper. Det fremgår i din lejekontrakt, hvor meget du skal indbetale, og hvilket kontonummer, du skal overføre lejen til.
Betalingsservice
Vi anbefaler, at du anvender betalingsservice, så du er sikker på, at lejen bliver betalt til tiden. Du kan tilmelde dig betalingsservice via din netbank.
Er du ikke tilmeldt ordningen, modtager du et indbetalingskort. Det er vigtigt, at du husker at indtaste dit referencenummer, så vi altid kan identificere din betaling.
Der er huslejereguleringer hvert år. Så du skal huske at ændre i din faste betaling af leje, såfremt der er huslejereguleringer. Yderligere fremgår i din lejeaftale.
Akutte skader og vedligeholdelsespligt
Hvis der opstår akutte skader som vand, der løber, hoveddøren ikke kan lukkes i eller lignende, kan du kontakte os på telefon 8282 1114 inden for normal arbejdstid, som er mandag til fredag, kl. 8.00 til 16.00.
Ved akutte skader uden for normal arbejdstid, kan du også kontakte os på telefon 8282 1114, og du vil dermed viderestilles til en af vores medarbejdere. Vær opmærksom på, at der skal være tale om akutte eller på anden vis uopsættelige problemer, hvis udbedringen ikke kan udsættes til næstkommende hverdag. Vær ligeledes opmærksom på følgende:
- Såfremt problemet ikke opfylder kravet om at være akut og af uopsættelig karakter, vil du som lejer blive pålagt omkostninger forbundet med vagtudkaldet.
- Såfremt udbedringen er omfattet af lejernes almindelige vedligeholdelsesforpligtelser, vil udgiften til tilkald af en håndværker, elektriker, låsesmed, m.v. blive pålagt lejer.
Der hænger kontaktinfo og andre vigtige oplysninger på opslagstavlen i din opgang.
Lejers vedligeholdelsespligt
Har du som lejer selv vedligeholdelsespligten, skal du sørge for udbedring og betale for reparationen. Er der sket en skade i din bolig, som du er skyld i pga. forkert brug eller misligholdelse, skal du selv betale for udbedringen. Det gælder uanset, hvilken vedligeholdelsesordning du har aftalt.
Eksempler på sådanne skader er vandhaner, badekar og toiletter, der er blevet ødelagt af kalk- og rustaflejringer, eller en rude, du har slået stykker.
Viceværtens opgaver
Alle ejendomme administreret af Pless Ejendomsselskab A/S har en vicevært tilknyttet. Hvis du har behov for at komme i kontakt med viceværten for din ejendom, kan du finde kontaktoplysningerne i folderen, som du fik, da du flyttede ind. Har du stadig ikke folderen, kan du finde viceværtens kontaktoplysninger på opslagstavlen i din opgang.
Typiske opgaver
Viceværten passer på ejendommen og sørger bl.a. for at holde opgange, lofter og kældre rene, sørger for renovation og pasning af gård- og udendørsarealer. Måske udfører viceværten ikke selv arbejdet, men holder opsyn med dem, der gør det.
Bygningsdele som tag, nedløb, brønde, vinduer, trapper, elevatorer, og varme- og ventilationsanlæg holder viceværten også opsyn med.
Pless Ejendomsselskab sørger for at rekvirere håndværkere til reparationer og vedligeholdelse.
Når du flytter ind hos os
Inden indflytning
Når du flytter ind i en af vores boliger, skal du følge en tjekliste, som vi har ridset op her:
- Oplyse om dine kontaktoplysninger (e-mail og telefonnummer).
- Underskrive lejekontrakten. Som udgangspunkt bliver lejekontrakten sendt til din mail, hvor du skal underskrive den på en computer eller en tablet. Hvis du ikke kan underskrive den på en computer eller tablet, kan du printe lejekontrakten ud, underskrive den, scanne den ind og sende den tilbage til os på mail kontakt@pless-ejendomme.dk med din underskrift. Hvis du ikke har mulighed for at modtage lejekontrakten på mail, kan vi sende den med posten som quickbrev. Giv os gerne besked i god tid, hvis det er tilfældet.
Når du læser din lejekontrakt, er der særligt fire punkter, som du skal sætte dig ind i:
- Hvilken stand skal boligen være i, når du flytter ind? Og hvilken stand skal boligen være i, når du flytter ud?
- Hvad har du pligt til at vedligeholde?
- Hvordan kan din husleje blive reguleret?
- Er der steder i din lejekontrakt, der afviger fra Lejeloven? De er angivet bagerst i kontrakten under §11.
Det er vigtigt, at du læser din lejekontrakt grundigt igennem, inden den underskrives. Der står en række bestemmelser fra Lejeloven der kan være komplicerede.
Du kan altid kontakte os, hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål.
Betaling af depositum
Når du indgår en lejeaftale, skal du betale depositum til udlejer, der svarer til tre måneders leje. Depositum er udlejers sikkerhed for, at du afleverer boligen i den aftalte stand, når du flytter. Ellers kan udlejer bruge af depositummet til at bringe lejemålet i den stand, som I har aftalt.
Forudbetalt husleje
Når du underskriver lejekontrakten, skal du betale for tre måneders husleje ud over depositummet.
Når du flytter igen, kan du vælge at betale de sidste måneders husleje med den forudbetalte husleje.
Du skal være opmærksom på, at beløbet ikke inkluderer aconto betalinger for vand, varme, beboerkontingent, mv.
Ændres din husleje, vil beløbet af den forudbetalte husleje ændre sig tilsvarende.
Indflytningsdagen og indflytningssyn
På indflytningsdagen skal du deltage i indflytningssynet af lejemålet. Du får dine nøgler og gennemgår lejemålet med en repræsentant fra Pless Ejendomsselskab. Et grundigt indflytningssyn giver dig sikkerhed, når du skal flytte igen.
Du modtager en indkaldelse med tidspunkt på mail. Hvis tidspunktet ikke passer, skal du kontakte os på telefon 8282 11 44 eller på mail kontakt@pless-ejendomme.dk – gerne i god tid.
Hvis du ikke dukker op, gennemfører vi indflytningssynet uden dig, da Lejeloven kræver, at den tilses, inden du flytter ind.
Vi anbefaler dog, at du deltager i indflytningssynet, så du er med til at vurdere lejemålets stand sammen med os. Det er f.eks. en god idé at kontrollere installationer, se efter om vandhaner drypper, om cisternen løber, undersøge om låsene virker, og om vinduerne og dørene binder eller gaber.
Indflytningssynet kan vare op til en time.
Tilstands- og indflytningsrapport
Efter indflytningssynet bliver der lavet en tilstands- og indflytningsrapport, som vil blive sendt til dig på mail. Det er vigtigt, at du tager dig god tid til at læse den igennem og er enig i det, der noteres. Rapportens notater afgør, i hvilken stand du skal aflevere lejemålet, når du flytter igen.
Vi viser dig rundt på ejendommen, så du bliver præsenteret for de faciliteter, der er i ejendommen, herunder cykelparkering, parkering, gårdmiljø og eventuel loft, vaskekælder og kælderrum.
Tip – tag billeder
Vi tager billeder af lejemålet ved indflytningssynet, og vi opbevarer disse billeder, så de kan bruges, når du flytter.
Du er også meget velkommen til selv at tage dine egne billeder, så du ikke senere bliver i tvivl om, hvordan lejemålet så ud, da du flyttede ind. Det er en god ide at tage billederne, inden der sættes møbler ind.
Boligens stand, når du flytter ind
Vi sørger for at istandsætte din bolig, inden du flytter ind, dvs. vægge, træværk og lofter er nymalede. Gulvene er nylakerede, og lejligheden er rengjort.
Boligen er ikke moderniseret, dvs. den har ikke nødvendigvis et nyt køkken eller bad.
De første 14 dage efter din indflytning
Hvis du opdager fejl og mangler, efter du er flyttet ind, og disse fejl og mangler ikke er noteret i indflytningsrapporten, skal du kontakte os hurtigst muligt, så vi kan udbedre fejlen eller manglerne. Gerne senest 14 dage efter synet. Du skal udfylde den fejl- og mangelliste, som du får tilsendt på mail efter synet. Den bliver en del af tilstands- og indflytningsrapporten, når den er godkendt af os eller viceværten.
Tilmelding til el, vand og varme
Du er ansvarlig for at tilmelde dig elforsyningen til lejemålet. Tjek også gerne op på, om du er tilmeldt vand og varme fra den dag, du flytter ind. Du kan også give os eller viceværten fuldmagt til at tilmelde til el i forbindelse med indflytningssynet.
Når du skal fraflytte boligen
Opsigelse
Der er tre måneders opsigelsesvarsel på dit lejemål, og du hæfter derfor for lejen i tre måneder, efter lejemålet er opsagt. Det gælder også, hvis du flytter fra boligen før selve opsigelsesvarslets udløb. Oplyser du os om, at du ønsker at flytte før opsigelsesvarslets udløb, vil vi selvfølgelig forsøge at genudleje lejligheden, inden de tre måneder er gået.
Sådan opsiger du din lejlighed
Du kan opsige din lejlighed ved at sende en skriftlig opsigelse til kontakt@pless-ejendomme.dk. Du skal anføre dit lejernummer, som fremgår af din lejekontrakt eller af lejeopkrævningen. Du skal også anføre dine kontaktoplysninger, dvs. din mail og dit telefonnummer samt din nye adresse.
Din opsigelse skal være modtaget hos os senest den første hverdag i en måned inden kontortids ophør kl. 16.00, for at opsigelsesvarslet kan beregnes fra og med samme dato. Er den efterfølgende hverdag en lørdag eller en helligdag, skal din opsigelse være modtaget hos os senest sidste hverdag i den foregående måned også inden kontortids ophør kl. 16.00.
Istandsættelse ved fraflytning
Vi sørger for at istandsætte din bolig, når du fraflytter. Du skal være opmærksom på, at du ifølge din lejekontrakt kan være forpligtet til at fraflytte lejemålet og aflevere nøgler 10-14 arbejdsdage før, opsigelsesvarslet udløber. Det skyldes, at boligen skal istandsættes, inden en ny lejer kan flytte ind.
Du skal selv betale for malerarbejde og lakering af gulve, men det er os, der sørger for at bestille håndværkere til dette. Vi bruger dit depositum til at betale for arbejdet.
Efter istandsættelsen afregner vi beløbet for arbejdet, der er blevet udført i din bolig. Jo bedre stand din bolig var i, da du fraflyttede, jo billigere bliver istandsættelsen – og omvendt – jo dårligere stand din bolig var i, da du fraflyttede, jo dyrere bliver istandsættelsen. Beløbet for istandsættelsen trækker vi fra det depositum, du indbetalte, da du flyttede ind i boligen.
Mislighold af lejemål
Du skal altid, og uden fradrag, betale for istandsættelsesarbejder, der skyldes misligholdelse af lejemålet. Misligholdelse er typisk skader som opstår, hvis:
- lejemålet er brugt forkert (fx malet i farver, som ikke er tilladt i henhold til lejeaftalen)
- der har været røget i lejemålet, så der skal anvendes nikotinspærre inden maling
- lejemålet er vedligeholdt forkert (fx arbejde, som ikke er udført håndværksmæssigt korrekt)
- løbende maler- og gulvarbejder er ikke blevet udført, selvom lejer har været forpligtet til løbende at foretage indvendig vedligeholdelse (typisk hvert 4-5 år)
- der er udvist forkert adfærd (fx lavet huller i vægge og mærker på gulve)
- udlejer ikke er blevet informeret om opståede skader eller om behovet for, at udlejer foretager vedligeholdelsesarbejder.
Udflytningssyn og flytterapport
Når vi har modtaget din opsigelse, bekræfter vi den over for dig på mail eller i et brev. Du modtager også en indkaldelse til flyttesyn. Flyttesynet kan først gennemføres, når du er fraflyttet lejemålet. Det vil sige, at hele boligen skal være tømt og rengjort.
Ved flyttesynet gennemgår en repræsentant fra Pless Ejendomsselskab boligen og krydser af i en rapport, hvilke arbejder der skal udføres. Af rapporten fremgår det også, om det er dig eller udlejer, der skal betale for arbejdet.
Når flytterapporten er udfyldt, får du et eksemplar, som både du og vi skal skrive under på.
Flytteafregning
Når du har modtaget den udfyldte flytterapport, vil der være en flytteafregning, som indeholder en opgørelse over det økonomiske mellemværende mellem dig og udlejer. Det er blandt andet dit depositum, forudbetalt leje og istandsættelse af lejemålet.
Når lejemålet istandsættes, efter du er flyttet ud, vil der gå nogen tid, inden arbejderne er udført, og inden vi har modtaget regningerne fra håndværkerne. Derfor vil der typisk gå et par uger, før du får flytteafregningen.
Vand, varme og el
Når du modtager din flytteafregning, skal du være opmærksom på, at varmeregnskabet eller vandregnskabet ikke nødvendigvis er afsluttet. Du kan derfor få den endelige opgørelse over afregningen inden for et par måneder.
Aflæsning af elmåleren foregår sammen med viceværten eller en repræsentant fra Pless Ejendomsselskab. Men husk, at du selv er ansvarlig for at afmelde lejemålet hos elselskabet.
Genudlejning og mulighed for fremvisning af din bolig
Potentielle nye lejere skal have mulighed for at bese din bolig, inden du flytter. Derfor har vi brug for din hjælp til fremvisning. Vi kontakter dig, når potentielle lejere gerne vil se boligen – vi skal nok kontakte dig i et par dage før.
Indvendig vedligeholdelsespligt
Det fremgår af din lejekontrakt, hvad du som lejer har pligt til at vedligeholde i lejemålet. Som regel skal du løbende sørge for at orientere os eller viceværten om eventuelle vedligeholdelsesmangler i dit lejemål. Vi bruger altid professionelle, autoriserede håndværkere. Det giver den bedste kvalitet.